Pendlermission 2016 – Kiabakari, Tanzania

(Læs også Kiabakari-bloggen 2013/2014 og Ulanga-bloggen 2014/2015!)

 v/Flemming Hansen

Lørdag d. 24. september

Der er stadig varmt i Tanzania – og dog har jeg nu også oplevet noget andet! I denne uge har vi holdt kursus i Sirari, en grænseby op mod Kenya, hvor det er godt at have en god jakke på både morgen og aften, fordi vi er ret højt oppe.

Den anden uge var det hele nemmere end den første, og jeg slap også for den kraftige hovedpine, jeg havde flere gange i første uge. Sproget og selve indholdet i undervisningen er lidt nemmere anden gang, selvom to forløb aldrig er ens. Men jeg har hørt mere swahili fra de andre, og derfor er det også nemmere at tale det. Om hovedpinen i første uge så skyldtes dette – eller det var fordi kroppen fik en kold tyrker ved ikke at få kaffe 4 døgn i træk ved jeg dog ikke – i den her uge har jeg forebyggende drukket noget cola :-)

pendler-2016aDet er både bibeltimer og mere læremæssige gennemgange på kurset. Det kan synes hård kost fx at skulle undervise om de to naturer, det at vi både bærer Jesus og den gamle natur med os hele tiden. Men dels er det så frimodighedsgivende at få øjnene op for, at når vi er i Jesus, så er vi virkelig helt frie og helt hellige i Guds øjne – samtidig med, at vi i dagligdagen stadig slås med synden i os og omkring os!

En enkelt oplevelse som illustration af, hvor meget det betyder at have den rette forståelse og lære. Efter gennemgangen af nådemidlerne (ordet, dåben og nadveren) kom spørgsmålet op, om børn har brug for nadveren. Nej, det har de ikke, svarede en af deltagerne, for de har jo ingen synd. Måske er det den katolske lære om, at arvesynden udslettes i dåben kombineret med en også ubibelsk forståelse af, at børn ikke er syndere, fordi de ikke selv er bevidste om det, der her stikker hovedet frem. Så er det, man nødvendigvis må op og fortælle igen, dels at bibelen lærer helt modsat om synden, dels at den faktisk i 1 Kor 11 har givet os retningslinjer for, hvordan man forbereder sig ret til nadveren.

Som gæst kan man jo komme i klemme på mange måder. I morgen skal jeg både prædike og holde nadver i menigheden her på skolen. Derfor ville jeg gerne have været til gudstjeneste der én gang inden. Begge de to søndage, jeg har været her, har menigheden imidlertid brugt en kvindelig liturg. Jeg har derfor ikke med god samvittighed kunnet deltage i disse to gudstjenester. Derfor skal der i morgen ske det lidt akavede, at jeg allerførste gang, jeg er med, både er prædikant og nadverforvalter.

I den kommende uge underviser jeg eleverne her på bibelskolen og ugen efter deltager jeg i et kursus i den lokale menighed, hvorfor jeg også der kan bo her på Signe og Brians gæsteværelse. Om de så på disse kurser serverer ko-mave, ligesom de gjorde i sidste uge, ved jeg ikke, men det siges jo at være godt at prøve noget nyt …

Mandag d. 19. september

Om 1½ time tager jeg af sted på den anden undervisningsuge. I al korthed, så lyder programmet for hele mit ophold her således: i sidste uge var vi i Issenye, og i denne uge skal vi være i Sirari, en by helt oppe på grænsen til Kenya. I uge 39 fra d. 26/9 skal jeg undervise på bibelskolen her i Kiabakari, men vi i uge 40 fra d. 3/10 skal holde kursus i den nærliggende Kiabakari menighed. Fra d. 7.-12. oktober deltager jeg i den årlige missionær-konference for DLM-missionærer her i Tanzania – bl.a. med en gudstjeneste og et foredrag. Så slutter vi af med to kurser i uge 42 og 43 i henholdsvis Tarime Chini og Tarime Juu oppe i nærheden at Kenya. Hver uge underviser jeg en 16-17 timer +  det løse. Desuden skal Brian have mindst én time og ugen + at lokale folk er på en 8-9 timer. Derudover vises der kristne film om aftenen … …

Lørdag d. 17. september

Så er det første kursus gennemført og jeg sidder på mit gæsteværelse og funderer lidt over det. Loppestikkende fra katten, der tog sig en middagssøvn i min seng klør stadig lidt, men det er alligevel indtrykkene af de kristne her, der fylder mest.

pendler-2016Det godt at være tilbage i Tanzania. At få lov at undervise i det, man brænder for. Folk på seminaret var udover sognepræsten og de 7 tilknyttede evangelister (hovedsognet + 6 annekssogne ledet af evangelister) mest folk fra menighedsrådene, korfolk, søndagsskolelærere mv. Det er en meget forskelligartet flok, men de vil virkelig gerne have undervisning. I løbet at sådanne fire døgn når vi at undervise en 25-26 timer (jeg har ca. 2/3 af dem) + at der er andagt om morgenen (nærmest en kort gudstjeneste) samt filmfremvisning på pladsen ved kirken hver aften (undtagen en aften, hvor regnen styrkede ned). Og da vi kørte hjem i går, fortsatte menigheden med vækkelsesmøder her i weekenden.

Det er også hårdt at være tilbage. Sproget og kulturen vil udgøre en barriere næsten ligegyldig hvor længe og hvor tit, man har været her. Livet i Danmark og livet på landet i Tanzania er simpelthen så forskellig, at det gør ondt. Jeg synes, jeg forstår mange ting, men sådan lige i starten fornemmer man også forskellene meget kraftigt. Økonomisk har der været en kolossal udvikling i landet og i kirken de sidste 20 år – og alligevel er vi materielt så meget rigere end dem. Men deres gæstfrihed er helt i top. Også imødekommenheden er stor, selvom jeg også mærker, at det tager mere end 4 dages intensiv undervisning at komme ’bagom’ menneskene. Jeg glæder mig faktisk til næste uge, hvor jeg allerede kan bygge meget på det, som jeg har fornemmet, mærket og hørt den første uge.

Og igen har det også slået mig, hvor anderledes kirkens og de lutherske kristnes situation er. De kæmper stadig med forfædredyrkelse inden og udenfor menigheden, medicinmanden (troldmanden m/k vil vi nok sige) har stadig stor magt og så lever de i denne egn af landet under voldsomme angreb fra syvendedagsadventisterne, som er langt den største kirke her. Den ekstrem loviske religion, som de tilbyder, lokker og forfører mange kristne. Det ligger så dybt i os, at har vi noget at give til Gud i form af lovoverholdelse, så står vor sag bedre hos ham. Vi har det også selv – dog måske mere skjult og ubevidst; men derfor ikke mindre farligt.

Nåden alene, troen alene, Kristus alene. Disse lutherske kerneord må vi gumle rigtig meget på …

Søndag d. 11. september

Mens Jylland her godt kl. 20.00 fejrer åbningen af det nye stykke motorvej gennem Silkeborg, sidder jeg i gæsteværelset hos Signe og Brian Bjørn Nielsen (min datter og svigersøn), hvor jeg har boet de sidste tre dage. Jeg havde en fin rejse fra Danmark onsdag morgen og kom uden problemer helt her til Kiabakari i Mara Stift ved Viktoriasøen i det nordlige Tanzania. En enkelt overnatning i Dar es Salaam blev det til og en officiel samtale med DLM’s teamleder her i landet Ole Malmgaard – en ikke helt ukendt mand i Aroskirken :-)

Vinduerne står pivåbne, for ellers ville det være kvælende varmt. Godt nok er der er stor bryllupsfest i gang ved naboen ca. 100 meter væk med musik så højt, at det vækkede mig adskillige gange sidste nat – og med udsigten til, at det også gør det en hel nat mere! Tankegangen må være, at når der er åben invitation, så behøver man ikke at tage hensyn til naboer, som gerne vil have deres nattesøvn …

Tak for at hilsener og gode ønsker de sidste dage i Danmark. Bliv endelig ved med at bede! I morgen skal vi ind og hilse på stiftsledelsen og derfra går det så ud til den første menighed ca. 1½ times kørsel herfra, hvor vi skal holde det første menighedskursus. Jeg glæder mig til det, men er også som altid spændt, når noget nyt skal til at gå i gang.

Mens jeg sad og forberedte mig i går, måtte jeg for øvrigt lige en tur udenfor huset. Tanzania blev ramt at et jordskælv med en styrke på 5,7 på Richterskalaen ovre på den anden side af Viktoriasøen. Her hos os klirrede døre og vinduer, og jeg fornemmede en dyb rumlen langt nede i jorden. Ovre på den anden side søen mistede mindst 11 mennesker livet, mens en masse huse blev ødelagt.

Et af de vers, som jeg vil bruge i min undervisning den kommende uge, er Joh 19.30 “Det er fuldbragt”. Det skal være min hilsen til læsere af bloggen her i aften. En sandhed, som godt kan få en til at udbryde, som man tit gør her Bwana Yesu asifiwe! (Herren Jesus være lovet!)

Fredag d. 19. august

Pendlerturen 2016 går til Mara stift i Nordtanzania. Aftalen mellem Mara stift i Tanzania, Luthersk Mission og Aroskirken er, at jeg den 7. september tager til Tanzania, for at arbejde frem til slutningen af oktober måned som underviser på menighedskurser i stiftet. Kurserne holdes i tæt samarbejde med Soma Biblia i Tanzania, som samtidig holder et bogfremstød i disse menigheder.

I praksis skal der afholdes kurser af ca. 4 døgns varighed i en 5-6 menigheder . En menighed i Tanzania består udover selve hovedmenigheden, hvor præsten bor, også af en 5-8 mindre anneksmenigheder, som ledes af en evangelist. Hver menighed har fået lov at stille med 50 mennesker. Jeg skal undervise ca. 18 timer om ugen + det løse. Det vil sige, jeg bor, spiser og arbejder lokalt fra mandag til fredag og får så lov at komme tilbage til Kiabakari Bibelskole i weekenden.

Jeg skal have timer og emner ud fra 1 Mos 1-3 og Galaterbrevet, samt have en del timer med overskriften “Kristen tro og liv”.

Undervejs skal jeg også medvirke på forskellig måde på DLM’s årlige missionær-konference for Tanzania, der i år afholdes i dette stift.